Flamsk cembalobygning
Flamsk cembalobygning er præget af Ruckers-familiens arbejde. Dette er flere generationer af dygtige – men konservative – byggere, der dominerede cembalobygningen i Flanderen i det 17. årh. og som eksporterede instrumenter til flere lande i Europa. Eksportinstrumenterne blev indrettet efter markedet – således fik fx instrumenter til Frankrig et større omfang end de øvrige. Flamske instrumenter er karakteriseret ved relativt tunge kasser, C/E-c”’ omfang, to sæt jernstrenge af 8 og 4 fods længde og en syngende tonekarakteristik med lang efterklang. De fleste flamske instrumenter blev ombygget omkring 1700 med nye klaviaturer og et ekstra sæt 8 fods strenge.
Cembaloyggeren Ruckers kaldes ofte cembaloets “Stradivarius”. Dette skyldes at instrumenterne i de efterfølgende århundreder blev betragtet med ærefrygt og til stadighed ombygget til de stigende krav om større omfang. I Frankrig var ombyggede Ruckers instrumenter så efterspurgte, at der blev bygget falsknerier – nye instrumenter med Ruckers-agtig bemaling og falsk signatur! Men bortset fra den alsidige og smukke klang som Ruckers’ instrumenterne besad, så var håndværket ofte primitivt (i modsætning til de samtidige italienske instrumenter, og de senere franske falsknerier) og marmordekorationen tarvelig – men klangen, lågmaleriet, klangbundsdekorationen og signaturen “Ruckers Me Fecit” var efterspurgt.
Ruckers familien byggede både virginaler, etmanuals og tomanuals instrumenter samt sammenbyggede cembaloer og virginaler. De tomanuals cembaloer var altid af den transponerende type, dvs. de to manualer (med omfangene C/E-c”’ og C/E-f”’) repræsenterede egentlig to forskellige instrumenter – i forskellig kammertone(!) – bygget sammen til eet instrument, med de samme strengesæt (8′ + 4′). På den måde kunne en musiker nemt skifte mellem to tonehøjder, ofte med en kvarts forskel. Dette kunne franskmændene tidligt i det 18. århundrede ikke bruge til noget, så de byggede manualerne ens, udvidede omfanget til G’A’-d”’, tilføjede skydekobling og et ekstra sæt 8′ strenge – denne ombygning blev kaldet “petit ravalement”. I nogle tilfælde valgte de simpelthen at udvide kassen, så der blev plads til et tastatur med fuldt omfang (F’ – f”’) med nye klaviaturer – denne ombygning blev kaldt “grand ravalement”.
Lidt overset er den senere generation af flamske byggere som Johannes Dülcken og Albertus Delin. Han var konservativ og fortsatte med at bygge i Ruckers-traditionen i 1750’erne. Disse instrumenter er fremragende og havde et større mere tidssvarende omfang på G’ – e”’. Delin er mest kendt for at have bygget clavezyterier (opretstående cembali).
