Om cembaloet

Læs også om
italiensk cembalobygning,
flamsk cembalobygning,
tysk cembalobygning,
engelsk cembalobygning og
fransk cembalobygning.

Hvad er forskellen på cembalo, spinet og virginal?

Springeren
Fælles for alle instrumenterne i cembalofamilien (cembalo, spinet og virginal) er springeren. Et slankt stykke træ, der står på enden af tangenten. Når tangenten trykkes ned hæves springeren, som bærer et lille plektrum af fjer. Dette knipser strengen, og tonen klinger indtil tangenten slippes og springeren falder på plads. For at plektret kan passere strengen på tilbagevejen er det monteret på en lille vippe “tungen”, der tillader at det kan vippe lidt bagover og komme forbi strengen. Når springeren er på plads dæmpes strengen af et stykke filt og en lille fjeder af svinebørste vipper tungen tilbage til udgangspositionen.

Denne på en gang simple og præcise mekanik har været kendt siden 1400-tallet. Den giver en pålidelig og hurtig repetition samt en distinkt tone, men tonens volume kan ikke kontrolleres som i det senere klaver.

Registre
I 1500-tallet blev cembaloet udvidet med flere rækker af springere – “registre”. I begyndelsen kun standardregistret (kaldet 8′ som i orglet), senere et register hvor strengene er halv længde og dermed klinger en oktav højere (kaldet 4′-register). I 1600-tallet byggedes instrumenter med 2 x 8′ og fra sidst i det 17. århundrede instrumenter med 2 x 8′ og 1 x 4′. Der findes også enkelte historiske instrumenter med 16′ og 2′.

De ældste bevarede cembaloer er italienske fra starten af 1500-tallet, men der kendes også tidlige instrumenter fra andre dele af Vesteuropa. Det er instrumenter med tynde kasser (3-6mm) og et enkelt 8′ register. Den karakteristiske vingeform opstod ved at man fulgte princippet med at strengelængden fordobledes for hver oktav mod bassen.

Virginal og spinet

De andre medlemmer af cembalofamilien har strengene løbende på tværs af tastaturet. Kisteformet eller pentagonalt, kaldes det et virginal. Skråt på tastaturet og med en buet side kaldes det et spinet. Spinetter og virginaler har i reglen kun et register (8′)- og kan betragtes som det mere økonomiske hjemmeinstrument, selvom de også har våret brugt ved koncerter. I det 18.-århundrede udbygges cembaloet ofte med et lut-register. En række af filtstykker, der kan bringes til at dæmpe strengene og give en lutagtig klang. På store instrumenter fordeles registrene på 2 klaviaturer “manualer”,

således at nederste manual sædvanligvis spiller det kraftigste 8′-register og 4′-registret, mens øverste manual spiller det mere nasale 8′-register. Vha. en skydekobling kan øverste manual skubbes ind, så alle tre registre kan betjenes fra nederste manual. Visse lande har andre traditioner for sammenkobling af registrene.

I løbet af renæssancen opstår regionale skoler indenfor cembalobygning. Således finder vi en række forskellige byggetraditioner i Italien, Frankrig, Tyskland og England. Skandinaviske instrumenter er beslægtet med den nordtyske skole. Spanske og Portugisiske instrumenter er tilsyneladende påvirket flere steder fra.

Strengene
Afhængig af instrumentets konstruktion – særligt klangbundens opbygning og bestrengningen afgøres instrumentets klangtype. De tidligste instrumenter anvendte jernstrenge (relativt lange strenge = lang “mensur”). Senere anvendtes også messing- og kobberstrenge (tungere materiale og dermed kort mensur). Lange strenge bevirker at instrumentet ikke kan nå så langt ned i bassen uden at instrumentet bliver meget langt. Omvendt er der generelt ikke plads til 3 registerskinner i diskanten ved brug af messingstrenge. De fleste instrumenter anvender jernstrenge, men med messing/kobberstrenge i bassen – således kunne man opnå instrumenter med stort omfang med praktiske dimensioner, dvs. mellem 2 og 2,5m lange. Et svensk cembalo med jernstrenge i bassen er hele 3,4m langt. Moderne klaverer og flygler anvender kraftige omspundne strenge i bassen for at have dybere toner. Disse kan ikke anvendes i et cembalo, da de pga. tykkelsen vanskeligt kan knipses og giver en grundtonefattig klang. Der har også været bygget instrumenter med tarmstrenge lautencembalo eller tiorbino.

Klaviaturet
Udlægget af klaviaturets kaldes “omfang” eller “ambitus”, og angives fra dybeste tone til højeste tone, hvor “nøglehuls” C kaldes c’. Forskellige former for reduktion af klaviaturet i bassen kaldes “kort oktav” og var meget almindeligt i det 16. og 17. årh. Tidlig barokmusik, som musik af G. Frescobaldi og J.P. Sweelinck kan i reglen spilles på omfang som C/E-c”’ (kort oktav) eller C-c”’. Musik fra højbarokken som J.S. Bach og F. Couperin kan spilles på G’-d”’, mens Mozart og de franske komponister som J.P. Rameau, C. Balbastre og J. Duphly kræver F’-f”’.

Revival
Det er naturligvis vigtigt for musikere, der praktiserer original opførelsespraksis at instrumenterne så vidt muligt er korrekte rekonstruktioner eller bygget i tidens stil. Mht. cembaloet forsvandt alle erfaringer omkring år 1800, da de sidste instrumenter blev bygget og klaveret blev det foretrukne tasteinstrument. Med den spirende historiske interesse sidst i det 19. århunderede byggedes de første “nye” instrumenter. Det blev desværre hurtigt klaverfabrikanterne der overtog og udviklede et moderne cembalo med sit eget klangideal og sin egen – ret komplekse – mekanik. Indtil omkring 1970 var disse instrumenter populære og der er skrevet en del musik for dem. I 70’erne blev man imidlertid mere og mere opmærksom på 16. og 1700-tallets instrumenter og at musik skrevet af Bach, Couperin, Scarlatti, Froberger osv. fik nyt liv ved at blive spillet på historiske instrumenter og ved at kopiere museernes instrumenter. Det har medført mange fejltrin og en lang udvikling, da størsteparten af de antikke instrumenter både er ombyggede og restaurerede indtil flere gange (oven i købet ofte forkert!) – nogle har endda vist sig at være forfalskninger.

Den historiske vinkel skaber også problemer, da det er meget svært (ofte umuligt) at finde ud af, præcist hvilket instrument de kendte komponister skrev deres musik til og altså foretrak. Desuden findes mange forskellige originalinstumenter, men mange er ikke umiddelbart praktiske for moderne cembalister: for lille omfang, forkert kammertone, meget langt osv. Og så skal man jo både have et instrument til Frescobaldi, et til Scarlatti, et til Bach, et til Rameau, et til D’Angelbert osv. Det alsidige originalinstrument, der er godt til alt findes desværre ikke – så vi – musikkens tjeneres tjenere har måtte finde det essentielle i de historiske instrumenter og tilpasse dem en anelse til den moderne virkelighed.