Italiensk cembalobygning 16.-18. årh.
Italiensk cembalobygning er præget af mange regionale skoler, og instrumenter fra Rom, Firenze og Napoli har derfor forskellige træk. Alligevel er der fælles træk for italienske instrumenter, som ofte kan betegnes som let kassekonstruktion, kort mensur for strengene, et manual, to registre, og en klang, der har et skarpere afsæt, men til gengæld klinger hurtigere ud.
Blandt de tidligste cembaloer (dvs. lidt efter 1500) finder vi instrumenter fra Italien. Disse instrumenter havde et begrænset omfang (ofte C / E – c’ ‘ ‘ eller C / E – f’ ‘ ‘), kun eet register og anvendte jernstrenge. Senere i 1500-tallet kom oktavregistret (4′) til, som i instrumentet bygget af Baffo i Venezia 1574 – i dag på Victoria and Albert museum i London. Som næsten alle andre tidlige italienske instrumenter er også dette bygget om og restaureret flere gange. Oprindeligt havde det omfanget C / E – f’ ‘ ‘, jernstrenge, et 8 fods og et 4 fods register, sammen med en klangbund af cypres givende en karakteristisk blødere klang. Da det oprindeligt var omkring 260cm langt kan det have været stemt lavere end det moderne historiske leje på 415Hz. Senere blev det afkortet(!) til 216cm og fik ændret omfanget til G’ / H’ – c’ ‘ ‘.
De fleste italienske instrumenter fik i 1600-tallet ændret registrene til 2 x 8 og bestrengningen til messingstrenge. Disse giver en kraftigere klang og man syntes muligvis at det var bedre til continuospil. Samtidigt ændrede man ofte omfanget fra C / E – f’ ‘ ‘ til G’ – c’ ‘ ‘. I en del tilfælde kunne det gamle klaviatur genbruges, ved at flytte om på tangenterne.
Italiensk cembalobygning er i det hele taget præget af en mange eksperimenter og man kan dermed ikke tale om et typisk italiensk cembalo. Som sagt afhænger det meget af tid og sted. De tidlige instrumenter var ofte bygget af tynde brædder af cypres – men mange andre træsorter har også været anvendt, sågar mahogni. Instrumentet var meget forfinet og kunne ikke bære et låg. Derfor blev det placeret i en dekoreret ydre kasse (se fx instrumentet af Baffo ovenfor). Senere blev ydre og indre kasse bygget som éen konstruktion, således at det blot så ud som to kasser (hvad der i dag ofte kaldes “false inner/outer” konstruktion).
Der findes stort set ingen italienskbyggede instrumenter med to manualer og ligeledes meget få med tre registre. Formodentlig har nogle af instrumenterne med tre registre haft to sæt med messingstrenge og et sæt med tarmstrenge (“tiorbino”). Der findes både eksempler på instrumenter som må have haft en meget lav kammertone (måske helt ned til a’=370Hz) og tilsvarende instrumenter beregnet på en høj kammertone (a’=465Hz) samt oktavinstrumenter (der klinger i 4′ leje). Italienernes mange eksperimenter førte også til de første cembaloinstrumenter med hammermekanik (“gravicembalo col piano e forte”) som byggeren Cristofori skabte i 1720. Det er vigtigt at bemærke, at hammerklaveret forefandtes side om side med cembaloet helt frem til sidst i 18. århundrede før musikkens smag skiftede over i hammerklaverets favør.
instrumenter bygget på den iberiske halvø tilhører omtrent samme byggetradition. De sidste instrumenter bygget i italiensk tradition var store instrumenter (længde 250cm) i kasse bygget som false inner-outer med fem oktavers omfang (ofte G’-g’ ‘ ‘ ) , men stadig kun med 2 x 8’. Den italienske cembalobygningstradition slutter omkring 1790.
Italienerne eksperimenterede også med renere temperaturer og tilføjede ekstra tangenter for at kunne skelne mellem g#/ab og d#/eb. I den ekstreme afdeling findes beskrivelse af tastaturer med 19 toner per oktav.
