Clavisimbalum – middelalderens cembalo

Vi ved ikke meget lidt om hvornår det første cembaloinstrument blev skabt, men vi har afbildninger af instrumenter bygget i middelalderen tilbage til ca. 1420. De afbildninger vi har, er generelt knyttet til kirken hvor engle spiller i orkestre. I forbindelse med Maria eller med musikkens helgen, Sankt Cecilia, ses ofte et kor og et orkester af engle der synger til deres ære. De mest almindelige instrumentalister er blæseinstrumenter (basun, fløjte, zink), strygeinstrumenter (violin, gambe) og slagtøj (trommer). I større orkestre kan vi være heldige at der også medvirker tasteinstrumenter som orgel – og meget sjældent clavichord eller cembalo.

Selvom clavichordet og cembaloet er sjældne gæster viser det at instrumenterne var tilstrækkelig kendte i 1400- og 1500-tallet til at det gav mening, at lade engle spille på dem. Forskellen på et clavichord og et cembalo ses på kassens facon. I et clavichord kan flere toner dele samme streng og derfor bygges kassen kisteformet og vi kan ofte se tangenterne under strengene der går på tværs af tastaturet. I et cembalo er der én strenge til hver tone og instrumentet kendes da på den vingeformede kasse, da strengene bliver successivt længere mod bassen.

Instrumenterne er formodentlig opstået tidligt i det 15. årh., hvor de tidligste afbildninger kendes. Desuden har vi et manuskript fra ca. 1440, der viser forskellige typer af mekanik, herunder både en knipsemekanik (som i cembaloet) og en primitiv anslagsmekanik (som i klaveret, der ellers først kendes fra 17-tallet). Desuden er der resterne af et opretstående cembalo fra 1470-80.

Af disse kilder kan vi konkludere, at de første cembaloinstrumenter var små instrumenter med 2-2 1/2 oktaver (med både hel- og halvtoner), som blev spillet med begge hænder. De havde ikke stel eller låg, men blev placeret på et bord. De var vingeformede, men afskåret i enden hvilket betyder at strengene bliver tykkere mod bassen – og altså at strengene ikke bare fordobles i længden per oktav. Desuden har det ofte haft flere dekorative rosetter i klangbunden og andre dekorative elementer. Tastaturet stikker ofte frem af kassens forside. Knipsemekanismen lader til at have været mere kompliceret end den springer vi kender fra ca. 1500 og den har ikke haft dæmper, hvilket betyder at strengene har klinget med hinanden. Instrumentet kaldes ved forskellige navne, generelt benyttes clavisimbalum/clavecymbalum for det knipsede instrument og dulce melos for et instrument med hammermekanik.

Den ældste afbildning af et clavisimbalum er formodentlig af englen på altertavlen, der stod i domkirken i Minden (Tyskland). Altertavlen er en stor udskåret fløjaltertavle, der viser Marias kroning i midten. Omkring midterpartiet er der en ring med engle, der musicerer på mange forskellige instrumenter, herunder et clavesimbalum. Altertavlen er fra 1420-25 og står i dag på Bode museet i Berlin. Nedenfor ses alle de afbildninger af et clavicymbalum som jeg kender. Selvom afbildningerne er forholdsvis primitive er der alligevel nogle typiske træk, der går igen og som fortæller os noget om middelalderens cembaloinstrument. Nedenfor vises de kendte afbildninger nogenlunde kronologisk fra ca. 1420 til ca. 1500. Omkring 1500 udvikles den type cembalo vi kender i dag.

Det er pudsigt, at der i Sverige findes flere afbildninger, både på kalkmalerier og skulpturer. Cembaloet forekommer både i kirkelige omgivelser og på manuskripter, særligt er den omhyggelige beskrivelse fra Arnault fra Zwolle en meget vigtig kilde. Det er tydeligt at malerne ikke alle har kendt instrumentets detaljer, men ud fra billederne er der alligevel ensartede træk. At nogle af afbildningerne er spejlvendte skyldes muligvis at de er kopieret fra et træsnit – eller blot en misforståelse, som vi desværre ikke så sjældent også ser i dag.

Ud fra afbildningerne kan se, at der er tale om et lille instrument i vingeform uden stel, hvor klaviaturet stikker frem på forsiden. Strengene er udspændt på langs i forlængelse af tastaturet og der er gerne en eller flere (typisk tre) dekorative rosetter i klangbunden. På flere afbildninger ses også brættet (broen) der ligger på tværs henover mekanikken. Vi kan også bemærke, at instrumentet er afskåret i enden og ikke spidst, hvilket tyder på at det bruger strenge af forskellig tykkelse, således at strengene bliver kraftigere mod bassen. Instrumentets omfang lader til at være ca. 2 1/2 oktaver og tastaturet har både heltoner (ofte de hvide tangenter) og halvtoner (ofte de sorte tangenter). Flere afbildninger viser dekorative elementer og ofte at instrumentets kasse er højere ved tastaturet end omkring klangbunden.

Vi kan også at musikeren spiller med begge hænder – undtage englen i Kefermarkt, der spiller på sit opretstående instrument ligesom på et organetto. Arnault fra Zwolle’s konstruktionstegning giver beskrivelser af forskellige mekanismer, herunder både en springermekanisme og en hammermekanisme. Springermekanismen er mere kompliceret end den springer vi kender i dag, mens den alternative hammermekanisme er det tidligst kendte forsøg på at lave en anslagsmekanisme med hamrer, dvs. en form for klaver – eller “dulce melos” som det blev kaldt. Det tidlige cembalo har haft en knipsemekanisme men ingen dæmpere, hvilket godt kan fungere når instrumentet er så lille og dermed kun spiller i diskanten, hvor tonerne hurtigt dør ud.

Der er dog kun ganske få afbildninger som disse. Var clavecymbalum et sjældent instrument? Eller blev det ikke afbildet, fordi det ikke var et typisk engleinstrument? Eller var det ikke billedmæssigt så nemt at afbilde som andre instrumenter? Eller ville man helst afbilde instrumenter, som folk i middelalderen kendte? De ganske få afbildninger står i stærk kontrast til de hundredvis af afbildninger af små orgler, som kan bæres på låret og spilles med den ene hånd, mens den anden betjener bælgen (“organetto”).

Der findes dog et enkelt bevaret instrument – eller resterne af et. Samlingen af musikinstrumenter i Royal College of Music (London) indeholder et opretstående cembalo (“clavicytherium”). Det er meget ændret, men anses generelt for at være det ældste strengeinstrument med klaviatur, der er bevaret. Dateringen baserer sig på en stump af et juridisk dokument, som sad på en af samlingerne i instrument – men som nu er væk. Dokumentet var dateret til 1470-80 og fra Ulm i sydtyskland, hvilket man så også regner med at instrumentet er. Det har været forsøgt at datere med dendrokronologi, men uden held. Klaviaturet er ændret, men har formodentlig været F,G-g”, måske med to toner til pedaler. Den smalle klangbund følger steget (der er udformet som en gren) og afslører kassen indvendigt, som er dekoreret med en model af et landskab. At instrumentet er opretstående giver meget god mening, hvis man tænker det som en slags harpe med klaviatur. Bemærk at instrumentet har tre rosetter. Da flere af de afbildede instrumenter har tre rosetter kan det være et symbol på treenigheden, ligesom det grenagtige steg kan ses som livets træ. Det idylliske landskab i kassen kunne så være paradis, og hentyde til instrumentets tilknytning til englekor, som bruges til lovprisning af enten Maria eller Skt. Cecilie (musikkens helgen), der ofte ses afbildet spillende på orgel. Det er nok sandsynligt at cembaloet skal placeres i en samlet position i middelalderens kirkelige opfattelse af musikken. På den ene side har man brugt musikinstrumenter og sang til at lovsynger Herren – på den anden side lokkede djævelen til dans, som ansås for syndigt. Overdreven musiceren kunne også tage opmærksomheden fra bøn. I 1506 skulle moderklosteret i Vadstena have modtaget en klage fra klosteret i Danzig over munkenes levevis, bla. “så fördrev de tre timmar till och med genom att spela klavikord”. Opdelingen mellem det gode og det onde findes også i musikinstrumenterne, hvor blæseinstrumenter kan være gode (når engle spiller på dem) eller onde (når der spilles op til dans eller når onde dyr som aber spiller på dem). Strengeinstrumenter og kirkelige instrumenter som orgel og de klokker som benyttedes under messen betragtes som gode og ses ofte spillet af engle. Det er også værd at bemærke at cembaloet aldrig optræder alene, men altd sammen med andre instrumenter. Undtaget herfra er afbildningen fra “Weimarer Wunderbuch” som er den eneste verdslige afbildning af et cembalo jeg kender fra middelalderen. Her musiceres der tilsyneladende i muntert lag, da cembaloscenen indgår i en serie, hvor mænd og kvinder danser og drikker vin og øl til musik spillet på harpe, lut, skalmeje, cembalo, klavichord og organetto. Cembaloet var altså ikke kun forbeholdt engle i middelalderen.

Omkring 1500 ændrer cembaloet sig væsentligt til det cembalo vi kender i dag. Det lader til at centrum for det tidlige renæssancecembalo er i midteuropa og især i det nordlige Italien, hvorefter det spreder sig over resten af kontinentet. Den enkle springermekanik med dæmper indføres. Instrumentet får et større omfang, men konstruktionen med den tynde kasse bibeholdes, dog bliver instrumentet placeret i en ydre kasse, der også bærer et låg. Nedenfor ses den ældste afbildning af et sådant instrument. Det ældste bevarede instrument er fra samme tid – ca. 1513-30 – og bygget i Napoli.