FAQ

Har du et godt råd i forbindelse med anskaffelse af et cembalo?

Spørg mig før du går ud og køber et cembalo – gode råd er gratis. Og køb et instrument baseret på historiske forbilleder – det giver uden tvivl den største spilleglæde. Læs min artikel om det moderne spinet her. Det er vigtigt at overveje, hvilken musik man ønsker at spille. Et allround instrument er typisk baseret på et flamsk-fransk instrument med to manualer, tre sæt strenge og et omfang fra G’ – d”’. Det vil kunne benyttes til både solo- og continuobrug. Hvis man kun skal spille continuo, kunne et mindre etmanuals cembalo af italiensk type være den bedste løsning.

Min tante har efterladt mig et fineret cembalo som hun aldrig spillede på. Der mangler et par strenge. Kan det sættes i stand?

Generelt nej. Hvorfor spillede tanten ikke på det? Efterladte instrumenter fra tanter o.lign. er som oftest bygget i 1960erne til 1980erne og er næsten altid af meget dårlig kvalitet. Læs min artikel om moderne cembaloer her.

Hvad er forskellen på et cembalo bygget efter historiske principper og et moderne cembalo?

De historiske instrumenter er enkle i konstruktionen, bygget af massivt træ, har bund i kassen, enkel mekanik og en responsiv klang. De moderne instrumenter (bygget fra 1950erne til 1980erne) er baseret på et flygel og har en tung konstruktion, bygget af krydsfinér med dekorativ finér udenpå, uden bund med en død kasse, kompliceret mekanik med mange stilleskruer, og som oftest en svag meget overtonerig klang.

Hvad er klangbunden lavet af?

Traditionelt laves klangbunden af særlige træer rødgran fra alperne (“tonholz”). Rødgran er en blød træsort med stærke årer, der er gode til at sprede svingninger. Den rødgran jeg benytter, stammer fra de samme dale som Stradivarius og andre byggere høstede klangbundstræ fra i det 17. årh. Træerne fældes stadig om vinteren og efter månens faser(!), hvilket skulle give det bedste tømmer. Jeg skærer det op og høvler det til 3,5 – 4mm tykke planker som sættes sammen til klangbunden. Nogle af de instrumenter som blev bygget i Italien anvendte cypres til klangbunde. Cypres er et meget tættere og stivere ved, hvilket giver en mere overtonerig klang.

Bygger og istandsætter du alle slags cembaloer og spinetter?

Nej, jeg arbejder kun med instrumenter efter historiske forbilleder, dvs. jeg reparerer ikke “moderne” cembaloer – de kendes på at de er finerede og fra ca. 1950-1980. Det gør jeg ikke, fordi jeg ikke synes at kvaliteten af disse instrumenter er god nok. Historisk baserede instrumenter kan – selvom de er hårdt medtagne – altid sættes i stand og om nødvendigt opdateres, fx kan transponering tilbygges. De kan komme til at klinge og fungere rigtig godt, selvom de er 50 år gamle. Jeg laver også restaurerings- og undersøgelsesarbejde på instrumenter bygget i det 17. og 18. århundrede.

Hvilke materialer er et cembalo bygget af?

Kassen er ofte af poppel eller lind, der er lette og stærke træsorter. Instrumenter efter italiensk forbillede er bygget af cypres eller i dag ofte ahorn. Klangbunden laves af rødgran eller cypres. Klaviaturerne af lind eller bøg. Tasterne dækkes ofte med buksbom eller ben (okseknogle) og til overtangenterne en mørk træsort som ibenholt.

Hvilke strenge bruger et cembalo?

Cembaloets strenge er enten af messing eller jern. Da messing er tungere end jern benyttes messingstrenge ofte i bassen for at instrumentet ikke skal blive for langt og fordi man foretrækker den lidt mindre grundtonerige klang i bassen. Der findes også instrumenter som kun er strenget op i messing. Tyndeste streng er 0,19mm eller 0,21mm – altså meget tynde strenge sammenlignet med et klaver. Tykkeste streng er typisk 0,56mm eller 0,61mm afhængigt af hvor dybt instrumentet går ned i bassen. Historisk benyttede cembaloet ikke omspundne strenge i bassen som et klaver. Det giver en dårligere grundtone, og man foretrak derfor et længere instrument og ikke at have så dybe toner som et flygel.

Hvorfor har cembaloet sorte undertangenter og hvide overtangenter?

Det er faktisk kun franske instrumenter der næsten altid har “omvendte” farver. De fleste andre lande brugte lyse undertangenter (ofte af knogle eller en hård træsort som buksbom) og mørke overtangenter (ofte af valnød eller ibenholt, hvis de skal være helt sorte). “Omvendte” farver benyttes også stadig på visse orgler. Italienske instrumenter have ofte tangenter med indlagte mønstre af perlemor o.lign. Bemærk at franskmændene helst ville have størst mulig kontrast og således ikke brugte smukt “flammet” ibenholt, men kun den helt sorte. Overtangenterne blev ofte lavet af okseknogle, da det er helt hvidt – i modsætning til elfenben der er lidt gulligt.

Blev der bygget cembaloer i Danmark og Sverige i det 18. årh.?

Ja. Selvom clavichordet var favorittasteinstrumentet i Skandinavien fandtes der en del byggere. I Danmark er der et par spinetter bevaret samt ét cembalo (læs om det her). De Skandinaviske instrumenter har fået inspiration fra Dresden området og er kendetegnet ved at være meget store instrumenter. Det længste cembalo er således bygget i Stockholm i 1756 og er 3,4m langt(!), selvom det ikke har dybere toner end normale cembaloer. Jeg har bygget stort cembalo med et dansk cembalo fra 1770 som forbillede.

Hvad er transponering?

Transponering er muligheden for at et cembalo kan indstilles til flere forskellige kammertoner. Den moderne kammertone (a’) er 440Hz eller 442Hz. I barokken var kammertonen lavere og forskellig fra land til land. I dag er den barokke kammertone fastsat til 415Hz. Da det er en halv tone under 440Hz, kan man bygge klaviaturet, så det kan skubbes ca. 1 cm til venstre. Dermed vil alle taster blive en halv tone dybere. Normalt kræver det at alle springere tages op, så de ikke kommer i klemme, når klaviaturet flyttes. Undertiden spilles også med den lavere franske kammertone (392Hz) eller en meget høj kammertone (465Hz). Begge passer på halvtonespring. Der findes cembaloer som mister en tone ved transponering og cembaloer som har ekstra springere, således at omfanget bevares.

Hvad er en lutstemme?

Lutregistret er en liste med pålimede filtdæmpere der sidder på klangbunden ved steget. Når listen skubbes til, dæmpes overtonerne på registret og klangen bliver omtrent som en lut eller en harpe.

Hvorfor er springere lavet af plastik dårlige?

Det plastmateriale (“delrin”) man har anvendt er ikke helt stift og bliver dårligt med alderen. Det giver to problemer: ved kraftig påvirkning (især i bassen) bøjer springeren en anelse, hvilket giver en dårligere spillemåde. Det andet problem er, at delrin tilsyneladende ikke er et stabilt materiale. Plastspringere fra 1970erne og 1980erne gulner, knækker lettere og de er ofte meget skæve, hvilke giver mekaniske problemer. Kvaliteten af plastikken er også meget ujævn, og den måde hvorpå plastikken er blevet blæst ind i sprøjteformene giver en slags åreretning i materialet.

Hvad er peau de buffle?

Peau de buffle er et register, der findes på nogle af de sene (efter 1760) franske cembaloer. Man eksperimenterede meget med forskellige typer af plektre. Traditionelt anvendtes fuglefjer og da barokmennesket var vant til at snitte gåsefjer til penne, har det nok ikke været et problem at snitte ravnefjer til cembaloplektre. Andre fjer fra måge, svane, kalkun osv har også været anvendt. Peau de buffle er således bløde plektre af læder. Det giver en harpeagtig klang, næsten som om man spiller med fingrene. Der er også eksempler på at hovedregistret har været forsynet med bløde læderplektre, men “peau de buffle” hentyder til et egentligt fjerde register på nederste manual på et stort fransk cembalo efter 1760. Det er sikkert fremkommet i konkurrence med klaveret om at give en blødere og mindre overtonerig klang.