Manualomfang, kammertone og kort oktav

For en cembalist, er det vigtigt at forstå betydningen af de forskellige musikepokers brug af cembaloet. Udover de æstetisk/musiske forhold som frasering, fingersætning, stemning, brug af registre og manualer plus meget andet, er der også spørgsmålet om hvilken instrumenttype, der egner sig til musikken. Komponisterne og musikerne havde forskellige typer af instrumenter til deres rådighed gennem musikhistorien, og det har selvfølgelig smittet af på musikken. Derfor oplever mange cembalister, at de foretrækker visse cembaloer til noget musik og andre cembaloer til anden musik. Desuden stiller de forskellige epoker og komponister krav til instrumenternes omfang, dvs hvilke taster, der forefindes på klaviaturet.

Cembalo bygget i stil med flamske instrumenter, men med et lettere udvidet manualomfang: G’/B’ – d’ ‘ ‘ med delte tangenter i bassen (kort oktav), der giver tonerne c# og d# (se nr. 4 nedenfor).

Manualomfang og kort oktav
Generelt kan man sige at omfanget er blevet større med tiden, og at al musik kan spilles på et cembalo efter 1750. Men det er ofte utilfredsstillende klang- og spillemæssigt, og selvfølgelig historisk ukorrekt. Man kunne stille spørgsmålet: hvorfor bygger man ikke kun instrumenter med stort omfang? Udover at være uhistorisk er det også uhensigtsmæssigt. Et større omfang giver et bredere klaviatur, og dermed en bredere kasse, en større klangbund, et større strengetræk, en større vægt og en mængde konstruktionsmæssige udfordringer, som et lille instrument ikke har. Desuden er et større instrument selvfølgelig dyrere end et lille. Prisen var allerede et problem i 1500-tallet og man udviklede derfor en måde at spare tangenter på i bassen, kaldet “kort oktav”, hvor man undværer nogle halvtoner og flytter heltoner op på halvtoners plads. Kort oktav var meget almindeligt på instrumenter før 1700.

Kammertonen
I dag benyttes normalt 440Hz eller 442Hz for kammertonen, som vi betegner a’. I renæssancen og barokken anvendtes forskellige højere og oftest lavere kammertoner, helt ned til omkring 392Hz. I dag, når vi spiller tidlig musik, anvender vi ofte 415Hz som kammertone. Den ligger en halv tone under den moderne kammertone, hvilket vil sige at tasteinstrumenter kan bygges, således at klaviaturet kan stå i to (eller flere) stillinger, som ca passer med halvtoneskift. I praksis er det mest almindeligt, at et instrument med transponeringsmekanisme både kan spille i a’=415 og a’=440. Fransk barokmusik lå nok lavere endnu, dvs a’=409 eller ned til halvtonespringet a’=392, ligesom renæssancemusik nogle gange spilles i a’=466, hvilket er en halv tone højere end a’=440. Transponering mellem høj og lav kammertone foretages ved at tage transponeringblokken, der sidder til højre eller venstre for tastaturet ud, og derefter skubbe tastaturet mod højre for høj stemning og venstre for lav stemning. For en del instrumenter gælder at alle springerne skal være løftet op for at de ikke hænger fast i tastaturet, når det skubbes. Derefter skal instrumentet selvfølgelig stemmes.

Her er den terminologi jeg anvender til at betegne et cembalos omfang på klaviaturet. Her for et typisk femoktavers instrument.

Nedenfor findes eksempler på typiske og praktiske omfang i kronologisk rækkefølge. Det er dog kun en guide. Der findes mange instrumenter med anderledes omfang. I praksis, tror jeg at mange klaviaturer blev bygget med omfang, der også var baseret på æstetiske kvaliteter, såsom symmetri. Mange klaviaturer har således hele undertangenter i bunden og toppen af klaviaturet, dvs. uden udskæring til en halvtone, fx hvis klaviaturet starter med et G, så udelades ofte G#, ligesom de fleste klaviaturer ender på et c eller f.

  1. 16.-17. årh.: Instrumenter med kort oktav til C i bassen var almindelige i Italien og Flanderen i 16.-17. årh. I 16. årh. gik omfanget ofte helt til f’ ‘ ‘

2. 17. årh.: Tyskland omkring 1700, Italien 17. årh., nogle gang op til d’ ‘ ‘, e’ ‘ ‘ eller f’ ‘ ‘

3. 17. årh. Italien, Tyskland, Frankrig 17. årh.:

4. 17. årh.: Version med delte tangenter i bassen. B’ kan også stemmes til H’

5. 18. årh.: Frankrig, Flanderen, Italien: udvidelse omkring 1700 til kromatisk bas uden G#’:

6. 18. årh.: Frankrig, Tyskland 1700-tallet:

7. 18. årh.: I Frankrig, Tyskland, England og Italien var fem oktaver almindeligt fra omkring 1740: