Kan man spille på et spinet eller cembalo fra 1970?

Drømmer du om at eje sådan et spinet eller har din moster et gammelt cembalo stående? Måske har du allerede et stående, som du gerne vil have til at spille igen? – så læs videre her… Artiklen her handler om et lille spinet, men nøjagtig det samme gør sig gældende for stort set alle “moderne” cembaloinstrumenter, bygget i 1960erne og 1970erne. De kendes alle på et 1960er fineret udtryk, modsat historiskbaserede instrumenter som har et malet finish.

Har du også set / arvet / købt eller drømt om et spinet eller et cembalo som dem ovenfor? Der findes mange af dem, og de står og ser klassisk “danish design”-agtige ud i deres fine mahogni- eller nøddefinér. Jeg får tit henvendelser omkring instrumenter som disse. Nogen sender fotos, andre kommer med instrumentet – ofte med rørende historier om at de har arvet eller fået det – eller købt det utrolig billigt. Fælles for dem alle er, at det ligner et fantastisk fund og at instrumentet, som godt nok ikke stemmer og heller ikke rigtig kan spille, nemt kan bringes i orden – og for ingen penge. Fælles for alle disse moderne spinetter og cembaloer er, at de … nej, – i stedet for at sige det nu, så lad mig vise dig det… Du kan høre et af Dolmetsch’ spinetter her ( – hvis du vil have et spinet fra 1781 at sammenligne med, så lyt her), mens du læser videre (åbner på et nyt faneblad).

De finerede instrumenter er fabrikeret af forskellige byggere i Tyskland, England og Danmark, og købt til landet i 1960erne og 1970erne i tilsyneladende stort tal. Byggerne hedder typisk Neupert, Sperrhake, Lindholm, Ammer, Wittmayer og Sassmann (Tyskland), Dolmetsch (England) og Jørgen Bengaard (Danmark). Når jeg siger “fabrikeret”, så er det fordi der ofte er tale om egentlig fabriksagtig produktion af billige materialer blandet med specialfabrikerede dele. Inspirationen til disse instrumenter kommer fra klaveret. For en ordens skyld skal det siges, at disse byggere også i nogle tilfælde producerede kvalitetsinstrumenter – især når de byggede efter historiske forbilleder – de kan genkendes på ikke at være finérede, men have en malet finish. Denne artikel omhandler et lille spinet af Dolmetsch, men den kunne lige så godt have omhandlet ethvert andet “moderne” finéret fabriksinstrument som instrumentet af Wittmayer ovenfor – Det gælder både spinetter, mindre cembaloer og de allerstørste koncertinstrumenter – læs min artikel om det store Maendler-Schramm cembalo her.

Efter krigen opstod interessen for tidlig musik for alvor, bl.a. begyndte man at spille blokfløjte i musikskolerne. Der var således rum for et billigt cembaloinstrument og instrumentfabrikkerne designede deres bud på, hvordan en moderne udgave af et cembalo skulle se ud. Man spildte ikke tiden med at kigge på 1600- og 1700-tallets spinetter og cembaloer, men tænkte i klaverbaner og brugte alle de nye lovende materialer som krydsfinér, bakelit, perspex, plastmaterialer, messing og stål. Alt sammen sat sammen efter klaverdesignets principper: kraftig konstruktion, ingen bund, finér over det hele, mange indstillingsskruer og fjedre, tykke lag dæmpende filt, fræsede metaldele og meget andet, som ikke tidligere var set i et cembalo eller et spinet.

Spinettet fra Dolmetsch i England (det kunne lige så godt have været et af de andre mærker) er lavet som et smart lille instrument, men den begrænsede størrelse har selvfølgelig sin pris. Et lille instrument kan se godt ud, men i et strengeinstrument betyder det, at strengene bliver kortere, og i dette tilfælde alt for korte. Den længste basstreng er 92cm og skal give det dybe “C”. Det kan kun lade sig gøre ved at benytte ekstra tykke strenge – faktisk er de nederste seks basstrenge omspundet med kobberstrenge, som man også kender det fra klaveret. En C-streng bør faktisk være mindst 140cm for at give en fornuftig klang. En streng, der er for kort giver en dårlig grundtone og det er utilfredsstillende at leve med i et musikinstrument.

Klangbunden er lavet af gran med kraftige ribber og instrumentet er bygget uden bund – ligesom på et flygel eller klaver. Kassen er dermed død og har ikke den store betydning for klangproduktionen – kan du forestille dig klangen af en guitar uden bund? Man anvendte moderne stemmeskruer af stål med gevind og selvfølgelig stålstrenge – ligesom på klaveret. Resultatet er: dårlig klang (helt umulig i bassen), lav volumen, og et instrument der ikke altid holder stemningen særlig godt. I længden er det ikke tilfredsstillende at spille på sådan et instrument, men mange have ikke set eller hørt et “rigtigt” cembalo i 1960erne og 70erne og det var derfor let at lade sig overtale.

Som sagt, så var den moderne cembalobevægelse (der for alvor startede i 1920erne), inspireret og drevet af klaverfabrikanter. Ligesom klaverer og flygler blev seriefremstillede i forskellige modeller begyndte spinettet og cembaloet også at blive det. En forretningsmulighed opstod for disse fabrikanter, da interessen for barokmusik begyndte at blomstre i Tyskland i mellemkrigsårene. Da ingen vidste hvad et cembalo eller spinet var, hvordan det burde lyde eller hvordan man skulle spille på sådant et instrument, var muligheden for at “skabe” et moderne cembalo nærliggende.

Her kommer den grundlæggende misforståelse omkring forskellen mellem et klaver og et cembalo. Forskellen er ikke bare, at strengene sættes i svingninger ved at slå på dem med filtbeklædte hamre i klaveret og ved at knipse dem med et plektrum i cembaloet, men at strenge der sættes i bevægelse med hamre (eller som stryges), kræver et meget stort strengetræk for at give en god klang, mens det at knipse strenge giver bedst klang ved lavere strengetræk. Sammenlign fx at knipse en violin (der har et relativt højt strengetræk og korte strenge) med en guitar. Guitaren synger længe, mens violinen giver et kort bjæf – men violinen er jo også skabt til primært at skulle stryges.

Cembaloets mekaniske hjerte er springeren. Det er et kort stykke træ, ofte af pæretræ, som bærer en lille tunge der kan vippe og som er holdt lodret af en lille fjeder af en stump svinebørste. Der er én springer for hver streng i spinettet. På tungen sidder plektret af fjer, og fjederen sørger for at tungen altid kommer i lodret position, når den efter et knips returnerer og skal forbi strengen. Den lille filtdæmper får strengen til at holde op med at svinge. I den moderne udgave i spinettet er pæretræ erstattet med gennemsigtig plastik, svinebørsten med metal og fjeren med et stykke brunt læder. I bunden af springeren er der tilføjet en stilleskrue. Man kunne tro, at det var mere stabile materialer og dermed overlegne, men i praksis er det ikke tilfældet, for når trækassen bevæger sig (og det gør den), så følger metal- og plastikdele ikke med, og instrumentet kommer ud af balance. For at de alt for korte tangenter skal fungere pålideligt er de forsynet med hele tre blylodder, og springeren (der jo står bagpå tangenten) er også vægtet med et blylod og en tung stilleskrue. Det giver et “touch” som et klaver, selvom spinettet er bittelille. Hvorfor valgte man det? Man vidste ikke bedre og havde aldrig prøvet et historisk instrument, hvor mekanikken er let og præcis, og giver mulighed for finere artikulation. Desuden anså man en tung mekanik for mere driftsikker, og så var den billigere at fremstille, da den ikke skulle optimeres i hånden.

Historien om det lille spinet (model “Jet”) slutter næsten. Det var et produkt af misforståelser, fabrikstankegang, forretningsmuligheder og klaverteknologi, der gav instrumenter som institioner og private købte med stor entusiasme i 1960erne og 1970erne. Fælles for alle disse spinetter er, at de er dårlige musikinstrumenter, der i længden tabte deres publikum og derfor forfaldt og blev glemt på et pulpitur i kirken, i et støvet depot – eller hos fasteren der engang spillede på det, men hvor det har stået lukket i 30 år, og hvor solen nu helt har bleget den smukke finér i striber efter nodestativet. Man kan jo undre sig: for hvis det var et godt instrument, hvorfor holdt man så op med at spille på det?

Men disse instrumenter blev forløberne og anledningen til en helt anderledes tilgang til cembalobygning, der opstod i 1970erne. Nu søger vi tilbage til 16- og 1700-tallet og tager udgangspunkt i de gamle instrumenter, der stadig findes på museerne. Vi har droppet plastikken, krydsfineren, de fræsede messingskinner, den tykke filt, de mange skruer og kilovis af blylodder. Vi har genindført håndværket og det dejlige træ – eg, bøg, fyr, rødgran, poppel, ahorn, buksbom og valnød og vi forsøger nu at forstå hvordan musikerne og tilhørerne spillede og lyttede for flere hundrede år siden, og hvordan et spinet eller et cembalo i dag kan skabe glæde ved den tidlige musik. Vi tror nu på, at dette bedst sker med et instrument, der er relativt let, enkelt, responsivt og syngende – lidt ligesom en guitar – og slet ikke som et klaver.

Konklusionen er, at de “moderne” spinetter og cembaloer aldrig har været gode instrumenter, da de fra starten af blev designet med udgangspunkt i klaveret. Et klaver eller flygel kræver en høj spænding af strengene for at de kan bringes i svingninger med en filtbeklædt hammer. Derfor skulle konstruktionen være meget kraftig og da hammermekanismen samtidig er et komplekst stykke mekanik, der i udgangspunktet er tung, anvendte klaverfabrikationen kraftige dimensioner, indstillingsskruer, blylodder og blød filt til at dæmpe mekanikkens lyde. Et historisk cembalo er derimod baseret på en let og enkel konstruktion, da strengetrækket ikke er større end en enkel kasse af træ kan anvendes. Heraf følger at tastaturet og mekanikken kan være enkel og let. Dette giver et instrument der af natur er stemningsstabilt, let at spille på, responsivt og syngende.

For det “moderne” finerede spinet er der desværre kun én vej, og her slutter historien om det lille spinet, som ser sødt ud i sin fine finér – men som der aldrig blev spillet særlig meget på.

Som instrumentbygger arbejder jeg for, at musikere tilbydes gode instrumenter. Derfor er det også mit ansvar, at være med til at kassere de dårlige instrumenter. Kan man virkelig bare smide det ud? Ja, det var et dårligt spinet og det var lavet af dårlige materialer (krydsfinér) og var desuden angrebet af skimmel. Et par hængsler og beslag kunne genbruges.