Fransk cembalobygning
Fransk cembalobygning har længe været anset som kulminationen af cembalobygning. Meget af solocembalomusikken er da også fransk, men det gode ry skylder de franske byggere den flamske bygger Ruckers, da de fortsatte og viderudviklede denne byggetradition.
Men før ca. 1700, hvor de franske byggere overtog Ruckers-modellen, byggede de meget spændende og kostbare instrumenter, der i konstruktion er stærkt inspirerede af de italienske. Men imodsætning til italienerne byggede franskmændene næsten altid instrumenter med to manualer. Franskmændene importerede også Ruckers-instrumenter, som de til stadighed fornyede i takt med musikkens stigende krav. Franskmændende er muligvis dem, som først gjorde de to manualer ens, og dem som først anvendte den klassiske skydekobling, således at begge manualer kan spilles fra nederste manual.
Jean Claude Goujon er en af de betydeligste cembalobyggere i Frankrig. Der er dog ikke kendt så mange signerede instrumenter fra hans hånd. Noget tyder på at han tilbragte tiden med at forfalske flamske Ruckers-instrumenter, så han kunne sælge sine egne instrumenter til den dobbelte pris. Hans instrument fra 1749 (se billede ovenfor) er et sådant forfalsket instrument, med lidt fake Ruckers-dekoration ved manualet og den forfalskede signatur “Hans Ruckers me fecit 1590″. Det er ombygget flere gange – senest 1784, så det i dag har omfanget F’-f”’ med 2 x 8′ og 1 x 4′ samt peau de buffle – et ekstra sæt springere med læderplektre, som giver en blød harpeagtig klang. Desuden blev det udstyret med “genoullieres” – knækobler, der tillader cembalisten at skifte registre med knæene og således muliggøre både glidende crescendo og diminuendo!
Det ultimative store franske instrument er – bortset fra Goujon-instrumentet – kendt fra byggerne Pascal Taskin og Henri Hemsch. Pascal Joseph Taskin (1723-1793) var den betydeligste franske cembalobygger og arbejdede i Paris. Fra hans hånd er især kendt instrumentet fra 1769, der i dag befinder sig i Edinburgh og som utallige byggere verden over har kopieret (det gælder også for undertegnede). Det er blevet betragtet som det store standard historiske koncertinstrument, selvom cembalolitteraturen fra 1769 og senere egentlig er meget begrænset.
