Hvad er et cembalo?
Cembalo, spinet og virginal er alle instrumenter i samme familie, men hvor spinettet og virginalet ofte er mindre husinstrumenter er cembaloet det foretrukne instrument til koncerter. Alle tre instrumenter spilles med et klaviatur og en mekanik som knipser strengene. Dette er i modsætning til klaveret, hvor strengene sættes i bevægelse ved at slå på dem med filtbeklædte hamre. Cembaloet var det foretrukne klaviaturinstrument til solo- og continuobrug i koncertsammenhæng fra omkring 1500 til 1800. Det var et højt værdsat instrument som det var almindeligt at folk i det bedre borgerskab og opefter kunne spille på. Forfattere fra tiden, fx Samuel Pepys og Giacome Casanova fortæller at de ofte har hørt musik spillet på cembalo. Ved udgangen af det 18. århundrede ændrede musikkens smag sig gradvist mod det mere følelsesladede, hvilket passede bedre med klaveret, som overtog pladsen som det almindelige klaviaturinstrument. Med den stigende interesse for at opføre renæssance- og barokmusik på originalinstrumenter i det 20. årh. er der opstået interesse for at udforske datidens instrumenter – heriblandt cembaloet.
Cembaloet har meget forskelligt udseende og udstyr, afhængigt af hvornår og hvor det blev bygget.
Hjertet i cembaloets mekanik kaldes springeren. Det er et lille stykke træ, som står på bagenden af hver tast, og som hæves når tasten trykkes ned. På springeren er der monteret et lille plekter af fjer. Når en tangent trykkes ned kommer plektret i kontakt med dens streng, og hæver den indtil strengen glider af og sættes i svingninger – lidt ligesom når man med en negl knipser en streng på en guitar. For at plektret kan passere forbi strengen, når tasten slippes, er det monteret på en lille fjederbelastet vippe, kaldet tungen.
Når springeren er i ro dæmpes strengen af et lille stykke rødt filt, der er monteret øverst på springeren. Denne mekanik har ikke forandret sig siden sidst i 1400-tallet.
Cembaloer kan have ét eller flere sæt strenge, mens spinetter og virginaler kun har ét sæt strenge, og dermed kun én række af springere. For at spinettet og virginalet kan bygges mere kompakt går strengene på tværs af klaviaturet, mens cembaloets strenge går i forlængelse af tastaturet og giver kassen den vingeformede facon.
Cembaloer har typisk to eller tre sæt strenge og dermed flere rækker af springere – kaldet registre.
For at forstærke klangen passerer strengene hen over en liste på klangbunden, således at strengenes svingninger sætter klangbunden i bevægelse og dermed både forstærker og former klangen.
Når et cembalo har ét manual har det normalt to sæt strenge, enten begge af samme tonehøjde, kaldet 8′ (som på et orgel) eller ét sæt 8′ og ét sæt der klinger en oktav højere, kaldet 4′.
Et koncertcembalo har ofte to manualer. På øverste manual findes det svageste 8′-register, mens der på nederste manual findes det kraftigste 8′-register samt et 4′-register. Øverste manual kan skubbes 1 cm ind, hvormed det kobles til undermanualet, og begge manualer kan da spilles fra undermanualet.
Mange instrumenter har også et såkaldt lutregister – en række små stykker filt, der dæmper overtonerne på strengene og giver en lut- eller harpeagtig klang.
Cembaloer har forskelligt udseende, forskellige klanglige muligheder og størrelse afhængig af hvilket land det blev bygget i og hvornår. Overordnet set skelner vi mellem italienske, franske, flamske, engelske og tyske instrumenter, der så igen varierer afhængig af om de er bygget i det 16., 17. eller 18.-århundrede. Generelt er cembaloets omfang (antal tangenter) steget med tiden og musikkens udvikling (se afsnittet om manualomfang).
Læs om de forskellige skoler af cembalobyggeri her:
