Italien
Nederlandene
Tyskland
Frankrig
England

Fransk cembalobygning har længe været anset for kulminationen af cembaloet. Meget af solocembalomusikken er da også fransk, men det gode ry skylder de franske byggere nok Ruckers, da de fortsatte og viderudviklede denne byggetradition.

Men før ca. 1700, hvor de franske byggere overtog ruckers-modellen, byggede de meget spændende og kostbare instrumenter, der i konstruktion er stærkt inspirerede af de italienske. Men altid med to manualer, muligvis med 4' solo på øverste manual og de to 8' registre på nederste, som det også er kendt fra de få italienske tomanuals instrumenter, der er overleverede. Franskmændene importerede også Ruckers-instrumenter, som de til stadighed fornyede, i takt med musikkens stigende krav. Franskmændende er muligvis dem, som først gjorde de to manualer ens, og dem som først anvendte den klassiske skydekobling, således at begge manualer kan spilles fra nederste manual.

Jean Claude Goujon er en af de betydeligste cembalbyggere i Frankrig. Der er dog ikke kendt så mange instrumenter fra hans hånd. Noget tyder på at han tilbragte tiden med at forfalske Ruckers instrumenter, så han kunne sælge et nyt instrument af højeste kvalitet til den dobbelte pris. Hans instrument signeret 1749 er et sådant forfalsket instrument, med lidt ruckers-dekoration og signaturen "Hans Ruckers me fecit 1590". Det er ombygget flere gange - senest 1784, så det i dag har omfanget F'-f''', 2 x 8, 1 x4 og peau de buffle - et ekstra sæt springere med læderplektre som giver en harpeagtig klang. Desuden blev det udstyret med "genoullieres" - knækobler, der tillader cembalisten at skifte registre med knæene og således muliggøre både glidende crescendo og diminuendo!

Det ultimative store franske instrument er - bortset fra Goujon - bygget af Pascal Taskin og Henri Hemsch.