Italien
Nederlandene
Tyskland
Frankrig
England

Hvad er forskellen p cembalo, spinet og virginal?

Flles for alle instrumenterne i cembalofamilien (cembalo, spinet og virginal) er springeren. Et slankt stykke tr, der str p enden af tangenten. Nr tangenten trykkes ned hves springeren, som brer et lille plektrum af fjer. Dette knipser strengen, og tonen klinger indtil tangenten slippes og springeren falder p plads. For at plektret kan passere strengen p tilbagevejen er det monteret p en lille vippe "tungen", der tillader at det kan vippe lidt bagover og komme forbi strengen. Nr springeren er p plads dmpes strengen af et stykke filt og en lille fjeder af svinebrste vipper tungen tilbage til udgangspositionen.

Denne p en gang simple og prcise mekanik har vret kendt siden 1400-tallet. Den giver en plidelig og hurtig repetition samt en distinkt tone, men tonens volume kan ikke kontrolleres som i det senere klaver. Til gengld udbyggedes cembaloet i 1500-tallet til at omfatte flere rkker af springere "registre". I begyndelsen kun standardregistret (kaldet 8' som i orglet), senere et register hvor strengene er halv lngde og dermed klinger en oktav hjere (kaldet 4'-register). I 1600-tallet byggedes instrumenter med 2 x 8' og fra sidst i det 17. rhundrede instrumenter med 2 x 8' og 1 x 4'. Der findes ogs enkelte historiske instrumenter med 16' og 2'.

De ldste bevarede cembaloer er italienske fra starten af 1500-tallet, men der kendes ogs tidlige instrumenter fra andre dele af vesteuropa. Det er instrumenter med tynde kasser (3-6mm) og et enkelt 8' register. Den karakteristiske vingeform opstod ved at man fulgte princippet med at strengelngden fordobledes for hver oktav mod bassen.

De andre medlemmer af cembalofamilien har strengene lbende p tvrs af tastaturet. Omtrent vinkelret p tastaturet og med 5 eller 6 rette sider kaldes det et virginal. Skrt p tastaturet og med en buet side kaldes det spinet. Spinetter og virginaler har i reglen kun et register (8')- og kan betragtes som det mere konomiske hjemmeinstrument, selvom de ogs har vret brugt ved koncerter. I det 18.-rhundrede udbygges cembaloet ofte med et lut-register. En rkke af filtstykker, der kan bringes til at dmpe strengene og give en lutagtig klang. Der eksperimenteres ogs med plektre af lder "peau de buffle", som giver en harpeagtig klang. P store instrumenter fordeles registrene p 2 klaviaturer "manualer", sledes at nederste manual sdvanligvis spiller det kraftigste 8'-register og 4'-registret. verste manual spiller det mere nasale 8'-register. Vha. en skydekobling kan verste manual skubbes ind, s alle tre registre kan betjenes fra nederste manual.

I lbet af rennssancen opstr regionale skoler indenfor cembalobygning. Sledes finder vi en rkke forskellige byggetraditioner i Italien, Frankrig, Tyskland og England. Skandinaviske instrumenter er beslgtet med den dele af den tyske skole. Spanske og Portugisiske instrumenter er tilsyneladende pvirket flere steder fra.

Afhngig af instrumentets konstruktion - srligt klangbundens opbygning og bestrengningen afgres instrumentets klangtype. De tidligste instrumenter anvendte jernstrenge (relativt lange strenge). Senere anvendtes ogs messing- og kobberstrenge (tungere materiale og dermed relativt kortere strenge). Lange strenge bevirker at instrumentet ikke kan n s langt ned i bassen uden at instrumentet bliver meget langt. Omvendt er der generelt ikke plads til 3 registerskinner i diskanten ved brug af messingstrenge. De fleste instrumenter anvender jernstrenge, men med messing/kobberstrenge i bassen - sledes kunne man opn instrumenter med stort omfang med praktiske dimensioner, dvs. mellem 2 og 2,5m. Et svensk cembalo med jernstrenge i bassen er 3,4m langt! Moderne klaverer og flygler anvender omspundne strenge i bassen. Disse kan ikke anvendes i et cembalo, da de vanskeligt lader sig knipse og ivrigt giver en grundtonefattig klang.

Det er naturligvis vigtigt for musikere, der praktiserer original opfrelsespraksis at instrumenterne svidt muligt er korrekte rekonstruktioner eller bygget i tidens stil. Mht. cembaloet forsvandt alle erfaringer omkring r 1800, da de sidste instrumenter blev bygget og klaveret blev det foretrukne tasteinstrument. Med den spirende historiske interesse sidst i det 19. rhunderede byggedes de frste "nye" instrumenter. Det blev hurtigt klaverfabrikanterne der overtog og udviklede et moderne cembalo med sit eget klangideal og sin egen - ret komplekse - mekanik. Indtil omkring 1970 var disse instrumenter populre og der er skrevet en del musik for dem. I 70'erne blev man imidlertid mere og mere opmrksom p 16. og 1700-tallets instrumenter og at musik skrevet af Bach, Couperin, Scarlatti, Froberger osv. fik nyt liv ved at blive spillet p historiske instrumenter og ved at kopiere museernes instrumenter. Det har medfrt mange fejltrin og en lang udvikling, da strsteparten af de antikke instrumenter bde er ombyggede og restaurerede indtil flere gange (oven i kbet ofte forkert!) - nogle har endda vist sig at vre forfalskninger.

Den historiske vinkel skaber ogs problemer, da det er meget svrt (ofte umuligt) at finde ud af, hvilket instrument de store komponister skrev deres musik til og alts foretrak. Desuden findes mange forskellige originalinstumenter, men mange er ikke umiddelbart praktiske for moderne cembalister: for lille omfang, forkert kammertone, meget langt osv. Og s skal man jo bde have et instrument til Frescobaldi, et til Scarlatti, et til Bach, et til Rameau, et til D'Angelbert osv. Det alsidige originalinstrument, der er godt til alt findes desvrre ikke - s vi - cembalobyggerne, musikkens tjeneres tjenere har mtte finde det essentielle i de historiske instrumenter og tilpasse dem en anelse til den moderne virkelighed.

med venlig hilsen
Erik Kristiansen

Se filmen "Concerto for Two Harpsichords" af Mireille Fornengo, mediagarage 2008

Filmen foregr i det smukke sydfrankrig og er en meditation over forholdet mellem en lrer og hans elev og hvorledes de sammen bygger og dekorerer et cembalo til eleven. Spilletid ca. 25 min. over fire dele.