Jeg undersøger et spinet fra 1970

Drømmer du om at eje sådan et spinet? eller har du allerede et stående, som du gerne vil have til at spille igen? – så læs videre her…

Kønt ser det ud – man pas på, skindet bedrager …

Har du også set / arvet / købt eller drømt om et spinet som dette? Der findes mange af dem, og de står og ser klassisk “danish design”-agtige ud i deres fine mahogni- eller nøddefinér. Jeg får tit henvendelser omkring instrumenter som ligner dette. Nogen sender fotos, andre kommer med instrumentet – ofte med rørende historier om at de har arvet eller fået det – eller købt det utrolig billigt. Fælles for dem alle er, at de tror at de har gjort et fantastisk fund og at instrumentet, som godt nok ikke stemmer og heller ikke rigtig kan spille, nemt kan bringes i orden – og for ingen penge. Fælles for alle disse spinetter er, at de … nej, – i stedet for at sige det nu, så lad mig vise dig det… Du kan høre et andet af Dolmetsch’ spinetter her, mens du læser videre (åbner på et nyt faneblad).

Spinet af Arnold Dolmetsch ca. 1970, model “Jet”, som blev produceret i en lang årrække i England.

De er fabrikeret af forskellige byggere i Tyskland, England og Danmark, og købt til landet i 1960erne og 1970erne i tilsyneladende stort tal. Byggerne hedder typisk Neupert, Sperrhake, Lindholm, Ammer, Wittmayer og Sassmann (Tyskland), Dolmetsch (England) og Jørgen Bengaard (Danmark). Når jeg siger “fabrikeret”, så er det fordi der ofte er tale om egentlig fabriksproduktion af billige materialer blandet med specialfabrikerede dele. Inspirationen til disse instrumenter kommer fra klaveret. For en ordens skyld skal det siges, at disse byggere også i nogle tilfælde producerede kvalitetsinstrumenter, især når de byggede efter historiske forbilleder. Efter krigen er interessen for tidlig musik steget, bl.a. begyndte man at spille blokfløjte i musikskolerne. Der var således rum for et billigt cembaloinstrument og instrumentfabrikkerne designede deres bud på, hvordan en moderne udgave af et cembalo skulle se ud. Man spildte ikke tiden med at kigge på 1600- og 1700-tallets spinetter og cembaloer, men tænkte i klaverbaner og brugte alle de nye lovende materialer som krydsfinér, plastmaterialer og stål. Alt sammen sat sammen efter klaverdesignets principper: kraftig konstruktion, ingen bund, finér over det hele, mange indstillingsskruer og fjedre, tykke lag dæmpende filt, fræsede metaldele og meget andet, som ikke tidligere var set i et cembalo eller et spinet.

Spinettet set nedefra – her har man glemt fineren, så det afsløres at kassen er lavet af billig krydsfinér.

Spinettet fra Dolmetsch i England (det kunne lige så godt have været et af de andre mærker) er lavet som et smart lille instrument, men det har selvfølgelig sin pris. En lille størrelse kan se godt ud, men i et strengeinstrument betyder det, at strengene bliver kortere, og i dette tilfælde alt for korte. Den længste basstreng er 92cm og skal give det dybe “C”. Det kan kun lade sig gøre ved at benytte ekstra tykke strenge – faktisk er de nederste seks basstrenge omspundet med kobberstrenge, som man også kender det fra klaveret. En C-streng bør faktisk være mindst 150cm for at give en fornuftig klang.

Klangbund med springerne under broen – bemærk de seks omspundne klaveragtige basstrenge til venstre og de tykke stålstrenge.

Klangbunden er lavet af gran med kraftige ribber og instrumentet er bygget uden bund – ligesom på et flygel eller klaver. Kassen er dermed død og har ikke den store betydning for klangproduktionen – kan du forestille dig klangen af en guitar uden bund? Man anvendte moderne stemmeskruer af stål med gevind og selvfølgelig stålstrenge – ligesom på klaveret – for at få et højt strengetræk. Resultatet er: dårlig klang (helt umulig i bassen), lav volumen, og et instrument der ikke altid holder stemningen særlig godt. I længden er det ikke tilfredsstillende at spille på sådan et instrument.

Tasturet er belagt med buksbom og brunt træ – meget korte klaveragtige tangenter med tunge blylodder give dårlig spillemåde. Bemærk skimmelangrebet på tangenten efter forkert opbevaring af instrumentet i mange år.

Som sagt, så var den moderne cembalobevægelse (der for alvor startede i 1920erne), inspireret og drevet af klaverfabrikanter. Klaverer og flygler blev seriefremstillet i forskellige modeller. En forretningsmulighed opstod for disse fabrikanter, da interessen for barokmusik begyndte at blomstre i Tyskland i mellemkrigsårene. Da ingen vidste hvad et cembalo eller spinet var, hvordan det kunne lyde eller hvordan man skulle spille på sådant et instrument, var muligheden for at “skabe” et moderne cembalo nærliggende.

Her kommer den grundlæggende misforståelse omkring forskellen mellem et klaver og et cembalo. Forskellen er ikke bare, at strengene sættes i svingninger ved at slå på dem med filtbeklædte hamre i klaveret og ved at knipse dem med et plektrum i cembaloet, men at strenge der sættes i bevægelse med hamre (eller som stryges), kræver et meget stort strengetræk for at give en god klang, mens det at knipse strenge giver bedst klang ved lavere strengetræk. Sammenlign fx at knipse en violin (der har et relativt højt strengetræk og korte strenge) med en guitar. Guitaren synger længe, mens violinen giver et kort bjæf – men violinen er jo også skabt til primært at skulle stryges.

Et kig ned i mekanikken. Springere af plastik, registerskinne af messing og plektre af brunt læder. Sammen med masser af filt, tykke stålstrenge og stilleskruer er det typisk for det moderne cembalo.

Cembaloets mekaniske hjerte er springeren. Det er et kort stykke træ, ofte af pæretræ, som bærer en lille tunge der kan vippe og som er holdt lodret af en lille fjeder af en stump svinebørste. Der er én springer for hver streng i spinettet. På tungen sidder plektret af fjer, og fjederen sørger for at tungen altid kommer i lodret position, når den efter et knips returnerer og skal forbi strengen. Den lille filtdæmper får strengen til at holde op med at svinge. I den moderne udgave i spinettet er pæretræ erstattet med gennemsigtig plastik, svinebørsten med metal og fjeren med et stykke brunt læder. I bunden af springeren er der tilføjet en stilleskrue. Man kunne tro, at det var mere stabile materialer og dermed overlegne, men i praksis er det ikke tilfældet, for når trækassen bevæger sig (og det gør den), så følger metal- og plastikdele ikke med, og instrumentet kommer ud af balance. For at de alt for korte tangenter skal fungere pålideligt er de forsynet med hele tre blylodder, og springeren (der jo står bagpå tangenten) er også vægtet med et blylod og en tung stilleskrue. Det giver et “touch” som et klaver, selvom spinettet er bittelille. Hvorfor valgte man det? Man vidste ikke bedre og havde aldrig prøvet et historisk instrument, hvor mekanikken er let og præcis, og giver mulighed for finere artikulation. Desuden anså man en tung mekanik for mere driftsikker, og så var den billigere at fremstille, da den ikke skulle optimeres i hånden.

Spinettets lille moderne springer er af gennemsigtig plastik med et stort blylod. Den fjederbelastede tunge er af plastik med et kæmpe hul til plektret af læder og der er justeringsskrue til fjederen bagpå. Den grønne filt er dæmperen. Nederst er springeren forsynet med en lang indstillingsskrue, der også skal give ekstra vægt.

Historien om det lille spinet (model “Jet”) slutter næsten. Det var et produkt af misforståelser, fabrikstankegang, forretningsmuligheder og klaverteknologi, der gav instrumenter som institioner og private købte med stor entusiasme i 1960erne og 1970erne. Fælles for alle disse spinetter er, at de er dårlige musikinstrumenter, der i længden tabte deres publikum og derfor forfaldt og blev glemt på et pulpitur i kirken, i et støvet depot – eller hos fasteren der engang spillede på det, men hvor det har stået lukket i 30 år, og hvor solen nu helt har bleget den smukke finér i striber efter nodestativet. Man kan jo undre sig: for hvis det var et godt spinet, hvorfor holdt man så op med at spille på det?

Serienummeret siger 1142, hvilket peger på ca. 1970. Dolmetsch fortsatte med at producere denne model længe efter. Billedet viser diskanten set ovenfra. Stemmestok af bøg, registerskinne af messing, springere af plastik og strenge af stål.

Men disse instrumenter blev forløberne og anledningen til en helt anderledes tilgang til cembalobygning, der opstod i 1970erne. Nu søger vi tilbage til 1700-tallet og tager udgangspunkt i de gamle instrumenter, der stadig findes på museerne. Vi har droppet plastikken, krydsfineren, de fræsede messingskinner, den tykke filt, de mange skruer og kilovis af blylodder. Vi forsøger nu at forstå hvordan musikerne og tilhørerne spillede og lyttede for flere hundrede år siden, og hvordan et spinet eller et cembalo kan skabe glæde ved den tidlige musik. Vi tror nu på, at dette bedst sker med et instrument, der er relativt let, enkelt, responsivt og syngende – lidt ligesom en guitar.

Konklusionen er, at disse “moderne” spinetter aldrig har været gode musikinstrumenter, at de ikke kan repareres da de bruger særlige dele som ikke produceres mere, og at de dermed faktisk er ubrugelige som musikinstrumenter. Hvis man gerne vil spille tidlig musik skal man finde et historisk baseret spinet eller cembalo. For det “moderne” finerede spinet er der desværre kun én vej, og her slutter historien om det lille spinet, som ser sødt ud i sin fine finér – men som der aldrig blev spillet særlig meget på.

Som instrumentbygger arbejder jeg for, at musikere tilbydes gode instrumenter. Derfor er det også mit ansvar, at være med til at kassere de dårlige instrumenter.