Flamsk cembalobygning

Flamsk cembalobygning er præget af Ruckers-familiens arbejde. Dette er flere generationer af dygtige – men konservative – byggere, der dominerede cembalobygningen i Flanderen i den 17. årh. og som eksporterede instrumenter til flere lande i Europa. Eksportinstrumenterne blev indrettet efter markedet – således fik fx instrumenter til Frankrig et større omfang end de øvrige.

Dobbeltvirginal af Hans Ruckers d.æ., Antwerpen ca. 1600. Metropolitan Museum of Art, New York. CC-BY Wikimedia
Dobbeltvirginal af Ruckers

Ruckers kaldes ofte cembaloets “Stradivarius”. Dette skyldes at instrumenterne i de efterfølgende århundreder blev betragtet med ærefrygt og til stadighed ombygget til de stigende krav om større omfang. I Frankrig var ombyggede Ruckers instrumenter så efterspurgte at der blev bygget falsknerier – nye instrumenter med Ruckers-agtig bemaling og signatur! Men bortset fra den alsidige og smukke klang fra Ruckers’ instrumenter, så var håndværket ofte primitivt (i modsætning til de samtidige italienske instrumenter, og de senere franske falsknerier) og dekorationen tarvelig – men lågmaleriet, klangbundsdekorationen og signaturen “Ruckers Me Fecit” var efterspurgt.

Ruckers byggede tomanuals instrumenter. Men vist altid af den transponerende type, dvs. de to manualer repræsenterede egentlig to forskellige instrumenter – i forskellig kammertone – bygget sammen til eet instrument, med de samme strenge. På den måde kunne en musiker nemt skifte mellem to tonehøjder, ofte med en kvarts forskel. Dette kunne franskmændene i det 18. århundrede ikke bruge til noget, så de byggede manualerne ens, tilføjede skydekobling og et ekstra sæt 8′ strenge (kaldet “petit ravalement”) eller udvidede kassen og satte nye manualer i (kaldet “grand ravalement”).

Cembalo af Ioannes Ruckers 1624 med senere ombygning og dekoration ("petit ravelement"). Musee d'Unterlinden, Colmar. CC-BY Wikimedia
Tomanuals cembalo af Ruckers

Lidt overset er den senere generation af flamske byggere som Albertus Delin. Han var konservativ og fortsatte med at bygge i Ruckers-traditionen i 1750’erne. Disse instrumenter er fremragende og havde et større mere tidssvarende omfang på G’-e”’. Delin er mest kendt for at have bygget clavezyterier (opretstående cembali).