Flamsk cembalobygning

Flamsk cembalobygning er præget af Ruckers-familiens arbejde. Dette er flere generationer af dygtige – men konservative – byggere, der dominerede cembalobygningen i Flanderen i det 17. årh. og som eksporterede instrumenter til flere lande i Europa. Eksportinstrumenterne blev indrettet efter markedet – således fik fx instrumenter til Frankrig et større omfang end de øvrige. Flamske instrumenter er karakteriseret ved relativt tunge kasser, C/E-c”’ omfang, to sæt jernstrenge af 8 og 4 fods længde og en syngende tonekarakteristik med lang efterklang. De fleste flamske instrumenter blev ombygget omkring 1700 med nye klaviaturer og et ekstra sæt 8 fods strenge.

Dobbeltvirginal af Hans Ruckers d.æ., Antwerpen ca. 1600. Metropolitan Museum of Art, New York. CC-BY Wikimedia
Dobbeltvirginal af Ruckers

Cembaloyggeren Ruckers kaldes ofte cembaloets “Stradivarius”. Dette skyldes at instrumenterne i de efterfølgende århundreder blev betragtet med ærefrygt og til stadighed ombygget til de stigende krav om større omfang. I Frankrig var ombyggede Ruckers instrumenter så efterspurgte at der blev bygget falsknerier – nye instrumenter med Ruckers-agtig bemaling og signatur! Men bortset fra den alsidige og smukke klang fra Ruckers’ instrumenter, så var håndværket ofte primitivt (i modsætning til de samtidige italienske instrumenter, og de senere franske falsknerier) og marmordekorationen tarvelig – men klangen, lågmaleriet, klangbundsdekorationen og signaturen “Ruckers Me Fecit” var efterspurgt.

Ruckers familien byggede både virginaler, etmanuals og tomanuals instrumenter. Sidstnævnte var altid af den transponerende type, dvs. de to manualer repræsenterede egentlig to forskellige instrumenter – i forskellig kammertone – bygget sammen til eet instrument, med de samme strengesæt. På den måde kunne en musiker nemt skifte mellem to tonehøjder, ofte med en kvarts forskel. Dette kunne franskmændene i det 18. århundrede ikke bruge til noget, så de byggede manualerne ens typisk med omfanget G’A’-d”’, tilføjede skydekobling og et ekstra sæt 8′ strenge –  denne ombygning blev kaldet “petit ravalement”). I nogen tilfælde valgte de at udvide kassen til fuldt omfang (F’-”’) og satte nye klaviaturer i – kaldet “grand ravalement”.

Cembalo af Ioannes Ruckers 1624 med senere ombygning og dekoration ("petit ravelement"). Musee d'Unterlinden, Colmar. CC-BY Wikimedia
Tomanuals cembalo af Ruckers 1624 med petit ravalement. Museum unter den Linden, Colmar.

Lidt overset er den senere generation af flamske byggere som Johannes Dülcken og Albertus Delin. Han var konservativ og fortsatte med at bygge i Ruckers-traditionen i 1750’erne. Disse instrumenter er fremragende og havde et større mere tidssvarende omfang på G’-e”’. Delin er mest kendt for at have bygget clavezyterier (opretstående cembali).