Galleri

Her viser jeg billeder fra et udvalg af mine forskellige projekter.

Du kan klikke på de enkelte billeder og læse om arbejdet


Nybygning af cembalo efter Moshack 1770

 

Som bestillingsopgave har jeg designet min version af et cembalo efter det eneste historiske danske cembalo, bygget af Moritz Georg Moshack i København 1770. Det står i dag på Pederstrup herregård, som er en del af Museum Lolland-Falster, hvor jeg tidligere var formidlingschef. Jeg havde dermed rig mulighed for at undersøge instrumentet nærmere. Det originale instrument er et stort etmanuals cembalo med omfanget F’-f”’, 2 x 8′ og lut. Du kan læse om min undersøgelse af originalen her.

Det originale cembalo af Moshack fra 1770. Stellet og tastaturet er ikke originale.

Min version blev udvidet til en tomanuals udgave, som Moshack ville have bygget det – håber jeg. Der er 2 x 8′ og 4′ samt lut, så det fremtræder som et stort koncertcembalo beregnet på både solo- og continuospil i koncertsale mv. Kassen har samme bredde som originalen, men er forlænget lidt og gjort et par centimetre højere, og jeg har forsøgt at holde fast i Moshacks elegante linje. Designet af de to manualer samt udlægget til 4′ kommer fra et instrument af Broman ca. 1750-60, som har nøjagtigt det samme udlæg af 8′-strengene. Desværre er det ikke restaureret og det vides ikke hvordan det er konstrueret indvendigt. Inspiration til klangbunden kommer derfor fra Silbermann 1740, som Moshack også kan have været inspireret af. Det har været en kæmpe opgave, at designe et fornuftigt bud på et sådant skandinavisk koncertinstrument fra anden halvdel af det 18. årh., men resultatet er et instrument med mange overraskende ressourcer og en skøn klang.
Min version af Moshack blev færdig i foråret 2022 og blev leveret til kunden i sommeren 2022.

 

Klik på de enkelte billeder og læs om konstruktionen.

Cembalo af Gottlieb Rosenau, Stockholm 1786 (Nationalmuseet, Kbh.)

Moshack byggede i en skandinavisk stil, dvs. hans arbejde er – efter mine studier – tæt knyttet til de øvrige cembaloer, der blev bygget i Stockholm i anden halvdel af det 18. årh. Det er instrumenter af byggerne Gottlieb Rosenau og Johan Broman som jeg – udover Moshack –  er inspireret af. De har mange ligheder, men også nogle punkter på hvilke de adskiller sig. Det er store instrumenter, to manualer og tre registre – som vi kender det fra Frankrig og nordtyskland, men kasserne er større – mindst på linie med kasserne af Silberman og Gräbner fra midttyskland. Der er en lang række konstruktionsmæssige detaljer som er bemærkelsesværdige for de svenske instrumenter – for at nævne nogle: enkle kraftige kasser ofte bygget af fyr, enkel dekoration evt. med brug af intarsia eller kineserier, løst navnebræt, rektangulære kraftige steg, men samtidig med meget forfinede og slanke springere. Desuden har de også et særskilt lutregister med en række springere, der knipser tættere på strengenes ender. På den ene side er instrumenterne altså store (Rosenau’s kasse er 30,5 cm høj og 278cm lang), på den anden side er mekanikken og udførelsen forfinet og af meget høj kvalitet.

Et kig ind i mit Moshack instrument før klangbunden kommer i. Den kraftige interne konstruktion er lavet så tæt på Moshack som muligt. U-stiverne er – som det meste af kassen – af fyrretræ.

 

Cembalo af Broman, Stockholm ca 1750-60 (Scenkonstmuseet, Stockholm)

Da jeg startede med at bygge instrumentet efter Moshack stod jeg derfor overfor en spændende og udfordrende opgave. Ét var at kopiere Moshack, et andet var at udvide Moshack til et tomanuals instrument. Selvom Moshack instrumentet findes i dag er den rekonstruktion, der blev foretaget i 1980erne desværre ikke ordentligt dokumenteret og der udestår mange spørgsmål til den nøjagtige konstruktion og til den nøjagtige dimensionering af de dele, der gemmer sig inde i instrumentet, og som det ikke umiddelbart er muligt at undersøge. Jeg har derfor anvendt hvad jeg kunne fra Moshack og suppleret med viden fra andre beslægtede instrumenter, hvilket har betydet, at jeg har undersøgt Rosenau instrumentet fra 1786 (Nationalmuseet, Kbh.) og lavet en opmåling af det – ligesom jeg har fået adgang til Silbermann-instrumentet (ca. 1740) på Musikinstrumentenmuseum i Berlin og ligeledes også undersøgt Gräbner instrumentet (1739) på Schloss Pillnitz ved Dresden. Mit instrument er således baseret i sin konstruktion af kassen på Moshack, mens målene til 4-registrets strenge kommer fra Broman instrumentet (udateret – ca. 1750-60, Stockholm), der interessant nok har samme mål for 8-strengene som Moshack. Da dette instrument ikke har været restaureret kender vi desværre ikke til klangbundens opbygning, så min version er – udover at være baseret på Moshack – forsynet med detaljer omkring 4-registrets fastgøringsskinne fra Silbermann-instrumentet i Berlin.

Moshack instrumentet er generelt bygget af fyr, hvilket er en træsort der både er tung og vanskelig at arbejde med, fx kan fyr kun meget vanskeligt bøjes. Det vidste Moshack godt og derfor valgte han egetræ til den buede side, mens de øvrige sider er af fyr. Stemmestokken er lavet af kraftige egeplanker (5cm tyk), mens klangbunden er af rødgran og stegene af bøg. På min version er tastaturet af lind og dækket med ben (okseknogle) på undertangenterne, mens overtangenterne er af valnød, ligesom tastaturets endeblokke og andre synlig dele også er af valnød. Dekorationen er mange enkel, hvilket er typisk for de skandinaviske instrumenter. Klangbunden er bemalet med enkle blomster og der er ingen rosette. Kunden ønskede en rokoko pink farve i låget, mens det er mørkeblåt udvendigt, så det både er diskret og bemærkelsesværdigt, når det benyttes i en stor koncertsal.


Reparation og bemaling af klangbund

Dette fine instrument af de britiske byggere Derek Adlam og Richard Burnett har været brugt til adskillige indspilninger og hundredvis af koncerter med bl.a. Trevor Pinnock. Instrumentet er bygget i 1974 efter flamsk forbillede, dvs efter et af Ruckers familiens instrumenter. Det er bygget som en senere udvidelse (ca. 1700) af et typisk etmanuals Ruckers og beregnet på continuobrug med et forholdsvis højt stel, således at cembalisten kunne stå op og spille, samtidig med at han dirigerede orkestret. Man kan sagtens forestille sig at Handel fx har haft et sådant instrument ved opførelse af Messias. Den nuværende ejer ønsker på den ene side at bevare sporene efter den moderne cembalohistories slid, på den anden side trænger det gevaldigt til at blive renoveret. Der er slemme revner i klangbunden og lige lovlig mange skrammer, afskalninger, flækkede hjørner osv. Og så er klangbunden helt udekoreret. På Ruckers tid ville det være utænkeligt. I dag er det meget almindeligt, men på dette instrument ser det tomt ud. Så opgaven bestod for mig i, at reparere klangbunden og kassen, male en ny dekoration i Ruckers stil og strenge instrumentet op påny. Cembaloet har 2 x 8′ + lut og omfanget G’A’B’C-d”’ (kort oktav med splittede tangenter i bassen – 54 taster), a’ = 415hz.

 

Klik på de enkelte billeder og læs om konstruktionen.


Lågmaleri til clavichord

Til dette clavichord har jeg malet et billede efter den flamske maler Aelbert Cuyp (1620-91). Kunden ønskede et flamsk maleri i låget på sit clavichord og gav mig to valgmuligheder. Jeg valgte dette billede som forlæg for maleriet, da originalen er nogenlunde samme størrelse og det kan tilpasses til det delte lågs brede proportion ved at skære en del af himmelen væk. Billedet forestiller en stille dag på floden Maas med kirken i Dordrecht i baggrunden. Det er malet i 1645-46 og findes i dag på Getty Museum, Los Angeles. Det er signeret “Ae Cuyp” på et stykke drivtømmer i forgrunden. Cuyp har fanget roen, den store himmel og det daglige liv i sit billede. Han er meget omhyggelig og må have anvendt ganske fine pensler (og lang tid) til at male de mange detaljer med. Jeg har anvendt oliefarver fra Sennelier, der er ganske mættede og meget lækre. Cuyp har ikke brugt ret mange forskellige pigmenter og har sikkert blandet farverne selv. Jeg kunne – efter at have eksperimenteret – klare mig med ganske få farver: napoligul, brændt umbra, ultramarin, hvid og sort samt lidt rødt, hvilket Cuyp også kan have anvendt. Cuyps brune farver er kolde, mens de lyse farver er varme. Det var nødvendigt at blande sort i farverne for at nedtone den klare mættede kvalitet som Sennelier producerer, i modsætning til Cuyps noget urene pigmenter. Det er dog svært, at fange farverne i Cuyps billede, da jeg ikke ved om mit print gengiver farverne korrekt – og ikke engang ved om farverne overhovedet er originale eller dækket af et gulnet lag fernis. Museet har desværre ikke svaret på mit spørgsmål om farverne er originale, så jeg har valgt paletten af farver ud fra min forståelse af Cuyp (efter at have eksperimenteret i hans stil) og andre flamske kunstnere som jeg tidligere har kopieret (van Goyen og Vermeer), og naturligvis alle de flamske billeder, jeg har oplevet på museer. Resultatet er et lidt klarere billede, da jeg antager at gulningen til dels skyldes en gulnet fernis, da alle farverne har dette præg. En mulighed var selvfølgelig at fernisere billedet med en lak tilsat gulligt pigment, men sammen med kunden valgte vi at fastholde de klare farver, som vi også tror, at billedet havde på Cuyps tid.

 

Klik på de enkelte billeder og læs om konstruktionen.


Ny dekoration til fransk cembalo efter Blanchet af Dowd 1982

Dette meget fine instrument af Dowd havde gennem sin levetid fået mange skrammer og afslag i dekorationen. Desuden havde en udskiftning af nagler bevirket at nodestativet og låget var blevet beskadiget. Billedserien viser forvandlingen fra grøn sprøjtemaling til håndmalet sort og rød lak. Instrumentet blev også omintoneret og fremstår nu som et cembalo i 1760- og 1770ernes Paris.

 

Klik på de enkelte billeder og læs om konstruktionen.


Nye strenge til cembalo efter Zell af Kramer 2009


Et del af mit almindelige arbejde som cembalobygger er at skifte strenge på instrumenterne. Der er flere årsager til at et skift af strenge er ønskeligt. Metallet i strengene ændrer sig over tid og nye strenge giver instrumentet nyt liv. I mange tilfælde er instrumenterne – efter min opfattelse – heller ikke strenget korrekt op. Det ses ved forskellige problemer, fx at visse strenge springer hyppigt, er skiftet forkert eller at klangen i instrumentet er unødige skarp eller slap. Der er også kvalitetsforskelle i strenge. Jeg anvender de bedste strenge efter historisk forbillede som jeg kan få. Dette instrument havde fået flere reparationer af strengene, så nu var det tid at nulstille det og få tre sæt nye strenge, nye lutdæmpere samt et generelt eftersyn og kraftigere intonation. Instrumentet er bygget i tysk stil efter Zell 1728. Det er et stort instrument på 2,5m med fuldt omfang og transponering til både a’=392, a’=415 og a’=440 (med tab af f”’).