Italiensk cembalobygning

Italiensk cembalobygning er præget af mange regionale skoler, og instrumenter fra Rom, Firenze og Napoli har derfor forskellige træk. Alligevel er der fælles træk for italienske instrumenter, som ofte kan betegnes som let kassekonstruktion, kort mensur for strengene, et manual, to registre, og en klang, der har et skarpere afsæt, men til gengæld klinger hurtigere ud.

Blandt de tidligste cembaloer finder vi instrumenter fra Italien. Disse instrumenter havde et begrænset omfang (ofte C/E-c”’ eller C/E-f”’), kun eet register og anvendte jernstrenge. Senere i 1500-tallet kom oktavregistret (4′) til, som i instrumentet bygget af Baffo i Venezia 1574 – i dag på Victoria and Albert museum i London. Som næsten alle andre tidlige italienske instrumenter er også dette bygget om og restaureret flere gange. Oprindeligt havde det omfanget C/E-f”’, jernstrenge, et 8 fods og et 4 fods register, sammen med en klangbund af cypres givende en karakteristisk klang. Da det var omkring 260cm langt må det have været stemt lavere end det moderne historiske leje på 415Hz. Senere blev det kortet af til 216cm og fik ændret omfanget til G’/H’-c”’.

Giovanni Battista Baffo, Venezia 1574 samt senere ombygning, V&A museum, London. Foto V&A
Italiensk cembalo fra 1574 (Victoria & Albert Museum, London)

De fleste italienske instrumenter fik i 1600-tallet ændret registrene til 2 x 8 og bestrengningen til messingstrenge. Disse giver en kraftigere klang og er mere velegnede til continuospil. Samtidigt ændrede man ofte omfanget fra C/E-f”’ til G’-c”’. I en del tilfælde kunne det gamle klaviatur genbruges, ved at flytte om på tangenterne.

Cembalo tilskrevet Onofrio Antonio Guarracino, Napoli ca. 1690. Gemeentemuseum Den Haag. CC-BY Wikimedia
Italiensk cembalo, ca. 1690

Italiensk cembalobygning er i det hele taget præget af en mange  eksperimenter og man kan dermed ikke tale om et typisk italiensk cembalo. Som sagt afhænger det meget af tid og sted. De tidlige instrumenter var ofte bygget af tynde brædder af cypres – men mange andre træsorter har også været anvendt, sågar mahogni. Hele instrumentet placeredes i en beskyttende ydre kasse. Senere sammenbygges ydre og indre kasse, således at det blot så ud som to kasser (hvad der i dag ofte kaldes “false inner/outer” kontruktion).

Der findes stort set ingen italienske byggede instrumenter med to manualer og ligeledes meget få med tre registre. Til gengæld findes der instrumenter, som må have været strenget op i 16 fods lejet og tilsvarende også oktavinstrumenter. Italienerne eksperimenterede også med at udbygge klaviaturerne med ekstra tangenter, for at kunne anvende en renere stemning. Der findes klaviaturer med delte tangenter for d#/eb og g#/ab, således at der i stemningen skelnes mellem de to halvtonepar.